fbpx

Brændpunkts efterårsprogram 2024

Men verden løb videre af Charlotte og Martin Berwald, YA-roman

Men verden løb videre af Charlotte og Martin Berwald, YA-roman

Cecilie går i 3.g. og har totalt tjek på sit liv. Hun træner hver dag, karaktererne er gode, og alle døre står åbne.

Sammen med sin veninde Sofia Amalie har hun store planer for fremtiden. Først studentereksamen, så et sabbatår med arbejde og rejser og derefter venter psykologistudiet.

Men en dag sætter en ulykke Cecilies liv på en ufrivillig pause. Uanset hvor meget hun kæmper, er det, som om alle de andre begynder at løbe fra hende. Kan det overhovedet lade sig gøre at indhente dem igen?

Men verden løb videre er fortællingen om, hvordan tilfældigheder kan ændre alle planer.

Romanen er den prisvindende forfatter Charlotte Berwald og ægtemanden Martin Berwalds første fælles roman.

PYT af Merete Hellerøe, roman

PYT af Merete Hellerøe, roman

Pyt af Merete Hellerøe – en coming of middle age-fortælling.

Vi hører ofte om mænds midtvejskrise, mere sjældent om kvinders og næsten aldrig med udgangspunkt i en ydmyg eksistens. Den navnløse hovedperson rammes af folkesygdommen stress og oplever et identitetstab, efter at sønnen er flyttet hjemmefra. På arbejdspladsen spidser tingene til med merkantile krav, konkollegaer og samarbejdsøvelser på gulv.

Det er knugende klaustrofobisk fortalt, men langsomt åbner bevidstheden sprækker til fortiden og en mulig fremtid.

Pyt er i al sin lavmælthed en kamp på liv og død, samtidig med at man må grine ad absurditeterne i det moderne liv.

Merete Hellerøe, f. 1966,  er uddannet fra Designskolen Kolding og Aarhus Universitet med en master i retorik. I dag arbejder hun som redaktionel medarbejder på Filmmagasinet Ekko.

Jernkysset af K.T. Bang, roman

Jernkysset af K.T. Bang, roman

Efter en uventet telefonopringning sætter Heidi kursen mod Thorsminde, det frådende Vesterhav og det barndomshjem, hun knap kan huske. Hun har alle intentioner om at få turen hurtigt overstået, så hun igen kan lægge  fortiden bag sig, men snart må Heidi dog sande, at ikke alle minder lader sig glemme.

Og mens fortiden ånder hende i nakken, kæmper Heidi for at finde sandheden om det, der er sket i huset. Om den gave, havet bragte hendes familie for godt to hundrede år siden. En gave, der har krævet sine ofre lige siden, og som nu også har fået færten af Heidis mand og datter.

Jernkysset er sat i kulissen af den barske Vestkyst og én af verdenshistoriens største strandingskatastrofer. En bestialsk fortælling om en families mørkeste hemmelighed og en forbandelse, der ikke bare går i arv, men går igen.

K.T. Bang, f. 1981, er uddannet antropolog og født og opvokset i Vestjylland. Jernkysset er hendes debutroman.

Mefista af Pia-Mathilde Henriksen, roman

Mefista af Pia-Mathilde Henriksen, roman

Marie står på tærsklen til voksenlivet, da hun en dag i maj indskrives på et gigtsanatorium. I en måned skal hun bo der og have genoptrænet sin krop. Men det er ikke kun et fysisk forfald, Marie kæmper med, det er også overgreb, svigt og fortrængning.

Mefista er en roman om social kontrol, skam og ensomhed. Det er en hyldest til kærlighed, nænsomhed, fællesskab og kunst. Det er en roman om en ung kvindes blide, ulmende vrede.

Pia-Mathilde Henriksen, f. 1990, Stevns, er uddannet fra Forfatterstudiet i Bø, Norge. I 2020 udgav hun sin første roman Hvad med hvalerne? på Forlaget Brændpunkt.

Skyggemennesket af Emilie Q. Olesen, roman

Skyggemennesket af Emilie Q. Olesen, roman

Anna mister sin søster og bliver i sin sorg en skygge af sit tidligere jeg. En tilstand, der har givet hende særlige evner. Hun kan pludselig tale med andre udgaver af sig selv og besøge andre versioner af virkeligheden. En af hendes dobbeltgængere bliver dog mere og mere nærgående og mener ikke, at Anna har ret til sit eget liv. Langsomt skubbes Anna længere og længere væk fra den virkelighed, hun kender.

Skyggemennesket er en eksistentiel fortælling med et strejf af magi om jagten på, hvad det vil sige at være menneske, om savn og familie, og om hvordan man kan leve den bedste version af sit liv.

Emilie Q. Olesen, f. 1989, er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og engelsk. Hun er bosat i København og arbejder til daglig som gymnasielærer.

Husk Alt Glem Mig af Jakob Glibstrup Gaardsted, roman

Husk Alt Glem Mig af Jakob Glibstrup Gaardsted, roman

Midt i livet modtager Noah ny viden om sin gymnasietid 20 år forinden. Hvorfor skete det med Isabella?

Er der nogen, der skal holdes ansvarlig? Eller er det allerede for sent?

Asgar, som i gymnasieklassen var en del af den højlydte, dominerende gruppe De Fem Fyrster, kæmper i sit voksenliv med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og i privaten – men finder fornyet håb med udnævnelsen af sin nye chef … Noah.

HUSK ALT GLEM MIG er en roman om, hvordan fortiden kan trække spor langt ind i nutiden.

Jakob Glibstrup Gaardsted, f. 1992, gik på handelsgymnasiet i København, tog en bachelor på Business Studies på City University i London og en kandidat på African Studies på University College i  London. Han er nu bosiddende i Allerød og arbejder med projektledelse i sundhedssektoren.

Planet X - Mørket af Ronny Reffelt, ungdomsroman

Planet X - Mørket af Ronny Reffelt, ungdomsroman

Planet X – mørket finder sted i de tre dage med mørke, som er beskrevet i bibelen og i andre religiøse tekster.

Da Cody og Susan vågner op på motorvejsbroen, befinder de sig til deres store overraskelse i et absolut uigennemtrængeligt mørke på trods af, at det er morgen.

Hvad Cody og Susan ikke ved er, at to pulse af energi er blevet sendt gennem solen, mens de har været bevidstløse. Den første puls ødelagde al elektronik, mens den anden puls påvirkede og ændrede visse menneskers DNA. Der er nu dæmoner, som vandrer mellem menneskene, hvilket Henry og hans kollegaer i bunkerne under Denver lufthavn er de første til at sande.

Planet X – Mørket af Ronny Reffelt, er del to af trilogien om Planet X.

Ronny Reffelt er også forfatter til ungdomsromanerne Planet X – Ankomsten og Jorden er flad.

Drømmen om en båd af Tanya Vendelbo, roman

Drømmen om en båd af Tanya Vendelbo, roman

Daniel Halgren er en succesfuld erhvervsadvokat. Han arbejder meget, har et distanceret forhold til kvinderne i sit liv og også til sine venner og de tre søstre, bortset fra lillesøsteren Ina, der bor i London. Udadtil virker alt normalt. Lige ind til den dag hans mormor dør, og familieskelletterne begynder at falde ud af skabene.

Daniel står nu overfor sit livs sværeste valg. Vælger han at fortsætte, som om alting var, som før hans mormor døde? Og hvad er det med drømmen om en båd? Og hvem er den smukke kvinde, der dukker op til hans mormors begravelse?

Drømmen om en båd er en roman om, hvordan en livskrise kan ramme hårdt, når man for alt i verden ikke vil mærke livets realiteter.

Tanya Vendelbo debuterer med romanen Drømmen om en båd. Forfatteren er uddannet advokatsekretær og ejendomsmægler og arbejder som advokatsekretær i København.

Franz Den Almægtige af Mikkel Wendelboe, ungdomsroman

Franz Den Almægtige af Mikkel Wendelboe, ungdomsroman

Franz er tilbage, og der venter endnu flere prøvelser for hans stakkels ejer, den nu 15-årige Max Jensen, i et hæsblæsende eventyr af bibelske dimensioner.

Under en ferie i Grækenland, ender Max, hans storesøster Zara og katten midt i en ældgammel fejde blandt de mægtigste væsner i alle dimensioner. En der pludselig truer med at styrte alle virkeligheder i grus, og varsler dommedags komme, hvis ikke de tre får bragt orden i tingene.

Inden længe går den vilde jagt igennem den eneste dimension Franz aldrig har kunnet finde en vej ind i, og Max begynder langsomt at frygte for sit liv.

Har katten, efter 13 milliarder års søgen, endelig fundet den ene kamp, han ikke kan vinde?

Mikkel Wendelboe, f. 1988, uddannet i kommunikation og geografi fra Roskilde Universitet. Arbejder som TV-vært, forfatter, kommentator og journalist.

Nitte af Camilla My Vinter Thorsen, digte

Nitte af Camilla My Vinter Thorsen, digte

Camilla My Vinter Thorsen henter inspiration i de sagte impulser som ligger gemt mellem lys og mørke.

Digtsamlingen Nitte kredser om temaer som barndom, dysfunktion, angst, moderskab, smerte og forladthed.

når din hånd
uforvarende
strejfer min
kobles jeg på
dit nervesystem
og i en skrattende hylen
brænder jeg sammen

Camilla My Vinter Thorsen, f. 1974, debuterer med digtsamlingen Nitte på Forlaget Brændpunkt.

Sagas juleeventyr og 23 andre julehistorier af Kristoffer Verholt, julehistorier

Sagas juleeventyr og 23 andre julehistorier af Kristoffer Verholt, julehistorier

Sagas juleeventyr – og 23 andre julehistorier indeholder 24 sjove og stemningsfulde historier, der alle har én ting til fælles, nemlig jul!

Vi hører for eksempel om Katinka, der med sine forældre drager til Tibet for at søge efter Den afskyelige Julemand. Om Birk, der juleaftensdag må flygte fra menneskeædende zombier. Om Natasha, der midt under julemiddagen må hjælpe sin mor, der er hemmelig agent. Og om Adam, der juleaften møder en lyslevende nissepige.

Alle julehistorierne er korte og egner sig derfor glimrende til, at man i julemåneden, kan læse én om dagen – i skolen eller som godnathistorie.

Kristoffer Verholt, f. 1975, er født og opvokset i Odense, hvor han også arbejder som skolelærer.

Kong Hans af Hans Frederik Munch, roman

Kong Hans af Hans Frederik Munch, roman

Kong Hans har sejlet jorden rundt og boet i Colombia. Han har været restauratør, fiskeimportør og forretningsdrivende. Nu er han pensionist uden pensionsopsparing. Han bor på Bornholm og forsøger at nyde sit otium.

Men Kong Hans er en driftig mand, der ikke kan lade være med at opsøge nye eventyr, starte nye forretninger og plage sin nye københavnske nabo.

Kong Hans er en lille roman om en mand med kolossal livsappetit. Det er en historie om jalousi mellem søskende og fortællingen om en mand, der ikke mærker hverdagens trummerum.

Kong Hans er tredje del af romanføljetonen Fantaster og tyranner. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.

Hans Frederik Munch (f. Cape Town 1983), har tidligere udgivet bøgerne Under Kondoren (2009), Pupiller udvider sig i mørke (2019), Mutti (2022) og Kullemunken (2023).

Sportsvasker af Tobias Gatica Jensen, spændingsroman

Sportsvasker af Tobias Gatica Jensen, spændingsroman

For at redde sin nødlidende forretning går privatefterforskeren Christian Barentz modvilligt med til at hjælpe den succesfulde finansmand, Lars Kampmann.

Kampmann vil have hjælp til at opspore en af sine mest betroede medarbejdere, Morten Nielsen, men Christian begynder hurtigt at tvivle på sin nye klients intentioner.
Hvorfor lader det til, at Kampmann skjuler centrale dele af sagen, når han tydeligvis er ivrig efter at finde Morten? Hvad var Morten i gang med at undersøge for Kampmann Invest, da han forsvandt? Og hvorfor føles det mere og mere nødvendigt at se sig over skulderen, jo dybere han graver?

Efterforskningen tvinger ham igennem et par hæsblæsende efterårsmåneder i Storkøbenhavn, og selvom hjælpen melder sig fra en af sagens hovedpersoner, er det svært at stole på gode intentioner, når der tydeligvis er nogen, som følger tæt med i hans mindste færden.

Sportsvasker foregår i København og omegn, og et væsentligt tema i bogen er sports washing.

Tobias Gatica Jensen, f. 1988, er uddannet på CBS i København og har arbejdet inden for shipping, energisektoren og medtech i Mærsk, Ørsted og Coloplast og som driftsdirektør i den danske tyggegummiproducent True Gum. Spændingsromanen Sportsvasker er forfatterens debutroman.

Jeg spejler en krig af Irene Sidenius, digte

Jeg spejler en krig af Irene Sidenius, digte

Først kom Jeg skriver et træ, så kom Jeg drømmer en natsværmer. Nu afslutter Irene Paaby Sidenius sin poetiske trilogi med Jeg spejler en krig. Her er tale om en svævende poetisk stemme, der løfter sten til fugle. Hele tiden formår hun at give tingene et svæv. Hun skriver på kanten af drømmesproget, altså i billeder, frapperende billeder. Denne bog er ingen undtagelse, hvor forfatterens tema er krig og kærlighed. Det gøres med ømhed, men konstaterer også verdens tilstand. Der er således tråde tilbage i tiden, men nutidens krige tages også op.

begynder nu forfra og
ligger igen i havstokken lytter
blandt tang og sæler til derfra hvor
sporet går ud fra det levende

Irene Paaby Sidenius debuterede i 2018 med digtsamlingen Jeg skriver et træ. Hun skriver klassisk poesi i et stærkt levende sprog.

Tiden forgaar af Signe Bruskin, noveller

Tiden forgaar af Signe Bruskin, noveller

Tiden forgaar er en samling af syv noveller, der udspringer af en grundlæggende nysgerrighed på fænomenet tid. Den foregår i forskellige kontekster og omhandler forskellige skæbner.

Novellerne tager dig blandt andet med op i flyet, ind i Torontos gyder, på advokatkontoret, på toppen af Twin Peaks og ind i fængselscellen.

Gennem novellerne løber en lettere filosofisk understrøm, der beskæftiger sig med tiden. For hvad er tid? Hvorfor går tiden nogle gange langsomt, andre gange hurtigt? Hvorfor kan et øjeblik virke så afgørende, mens tiden en gang imellem forsvinder i det trivielle? Hvorfor er tid så abstrakt – og samtidig så konkret?

Signe Bruskin, f. 1985, har skrevet flere ledelsesbøger, men denne novellesamling er hendes skønlitterære debut.

Polly Prut prøver alt - Susanne Blond, børnebog

Polly Prut prøver alt - Susanne Blond, børnebog

Polly Prut prøver alt er en rimende billedbog til børn fra 3 år.

Polly Prut gør alt, hvad hun kan, for at passe ind blandt de andre prutter i Annas tarme. Problemet er bare, at Polly Prut slet ikke kan finde ud af noget. Gennem bogen prøver hun at lære at larme, lugte og andre klassiske pruttediscipliner. Men intet lykkes. Til sidst finder hun ud af, at hun slet ikke behøver lave om på sig selv, for hun er allerede en helt perfekt lille listeprut.

Susanne Blond, f. 1988, er uddannet i Pædagogik og kulturmødestudier på RUC, og hun arbejder som mangfoldigheds- og frivillighedskoordinator på Peder Lykke Centret i København. Hun debuterer med børnebogen Polly Prut prøver alt.

Skrivekonkurrencen 500 ord, børnebog

Skrivekonkurrencen 500 ord, børnebog